Artikel fra Weekendavisen 1988, Kort fra Danmark skrevet af Erik Kjersgaard.

D - dag i Kerteminde

Da Karl d. 10. Gustav´s storm på København mislykkedes en februar nat i 1659, gik krigen i stå på denne front, men blussede til gengæld op flere andre steder i landet - i Jylland, hvor brandenburgere og polakker rullede den svenske besættelsesmagt op bagfra, og på Fyn, hvor danskere og nederlændere i forening tilintetgjorde en svensk hær ved Nyborg - krigens store feltslag og den første regulære danske sejr i menneskealdre. Men forud for slaget ved Nyborg gik landgangen på Fyn - den forenede dansk - nederlandske flådes landsætning af tropper, der hverken i omfang eller voldsomhed kunne måle sig med invasionen i Normandiet i 1944 - selvfølgelig ikke - og dog var det en operation, der i beskeden målestok svarede til den berømte D - dag.

Vejret spillede en afgørende rolle - overraskelsesmomentet ligeså. Den danske øverstkommanderende Hans Schack planlagde en landgang ved Nyborg; men det blev uvejr, så det måtte man opgive. Man besluttede sig så for et forsøg længere nordpå ved Kerteminde; men nogen overraskelse kunne det ikke blive. Svenskerne fulgte fra kysten den store flåde, der gik op gennem Bæltet under ledelse af Schack, den danske admiral Henrik Bielke og Michael Adriaanzon de Ruyter - en af de små Nederlandes store søhelte.

Denne gang var vinden kontrær, hvilket forsinkede planen, så det svenske kystforsvar var eller burde have været velforberedt, da flåden kastede anker kl. to om eftermiddagen den 31. oktober. Og den svenske øverstkommanderende - pfalzgreven af Sulzbach, en slægtning til Karl Gustav - stod da også parat til at tage imod med feltartilleri, afsadlede dragoner og forberedte løbegrave.

Først skulle fodfolket sættes ind i land, dernæst skulle landgangsfartøjerne vende tilbage til flåden og afhente artilleriet, og når det var kommet i land, ville turen komme til rytteriet - hvis man ellers nåede så langt, for som det fremgår, var en sådan amfibieoperation langsom, besværlig og ikke mindst sårbar. Så længe, den stod på, var landgangsstyrken så forsvarsløs som ænder i jagtsæsonen. Den eneste dækning var en kanonade, som skibene indledte, og som omtrent jævnede Kerteminde by med jorden - sikkert uden at kunne påføre det svenske forsvar tilsvarende skade, idet Sulzbach havde forberedt sig på at opfange angrebet nord for byen.

Admiral de Ruyter gik i spidsen, forklædt som bådsmand sprang han i en jolle og blev roet ind sammen med de andre. Så fulgte det næste uheld. Vandstanden var påfaldende lav, og bådene tog grunden alt for langt fra land. Men Ruyter trak sin kårde - man må kunne filmatisere det her - under råbet ”Gå frem som tapre soldater”, sprang i vandet - det nåede ham til brystet - og mandskabet fulgte ham med højt løftede musketter.

På stranden kom landgangsstyrkernes talmæssige overlegenhed til sin ret. Tre tusinde våde soldater afviste de svenske dragoner og erobrede løbegraven. Fjenden trak sig tilbage til selve Kerteminde, hvor kampen blev hårdere - navnlig blev der kæmpet voldsomt omkring kirken; men også her blev svenskerne besejret. De trak sig ud, medens de stak ild på husene.

Karl Gustav blev ubehageligt overrasket ved efterretningerne. ”Ved Kerteminde er det således håndteret, at jeg endnu ikke ved, hvis skyld det er,” skrev han. ”Ej heller har rytterne villet fægte.” Åbenbart var kongen betænkelig ved at skulle belaste sin kære slægtning med nederlaget; men den 29-årige Philip von Sulzbach selv var ikke i tvivl. Han vidste, at han ikke slog til; han havde ventet det her. ”Jeg ser ingen mulighed for at komme ud af den labyrint og kan kun påkalde mig Guds barmhjertighed”.

Det er en kendsgerning, at Sulzbach stod uvirksom med sine reserver syd for Kerteminde, medens hans tropper blev nedkæmpet på stranden og inde i byen, og hvis Karl Gustav havde ret i, at mandskabet ikke ville fægte, er det i hvert fald også en kendsgerning, at kommandoen svigtede. Landgangen lykkedes og endda med meget små tab.

Men i Kerteminde efterlod kampen bitre minder. »Frands Hansens gård slet borte ... Hans Troelsens gård slet borte ... Rasmus Nielsens gård ganske ruineret ... osv. osv.« Det skulle tage mange år, før den lille søfartsby kom til at ligne sig selv igen.

I dag er sporene af såvel bombardementet som branden vel slettet; men der er stadig en erindring tilbage om den 31. oktober 1659 - en besynderlig souvenir, nemlig et par rytterstøvler og en kårde, der er ophængt i kirken uden et ord til forklaring. Det virker så gådefuldt, at det har givet anledning til sagndannelse - en forrygende historie om en navnløs dansk officer, der under kampene på kirkegården blev omringet af svenskere; men hårdt såret ”Og stående endnu på sine knæ fik han lejlighed til at forsvare sig og skal i denne positur have fældet eller såret ni svenske officerer, før den tiende gav ham banesår. Derpå blev han af sine overmænd parteret led for led indtil benene. ”.

Hvem kan denne helt - svenskekrigenes modstykke til Kong Rolf og hans kæmper - vel have været?

Nu var tabene som sagt små, og man har fuldt ud rede på, hvem der faldt på dansk side. Der var kun én eneste officer - nemlig major Alardus Syrich, som var kompagnichef Det skulle vel udrydde al berettiget tvivl om identiteten af støvlernes ejermand, for at de hidrører fra midten af 1600-årene er sikkert nok, og at de er endt her efter landgangen ved Kerteminde er en rimelig formodning, men det bekræfter ikke nødvendigvis den underlige historie om den morderiske én -mands kamp på kirkegården. Den turde være digt fra ende til anden. Og hvorfor skulle svenskerne have taget sig tid til at partere majoren ”led for led”, når de havde travlt med at komme ud af byen?

Ifølge overleveringen har der været en indskrifttavle - dog uden indskrift - ved støvlerne, og det lyder rimeligt nok, for der er i så fald tale om et ufærdigt epitafium over en gravlagt. Det har man andre eksempler på, ligesom der i øvrigt var tradition for, at udrustningen fulgte en krigsmand til hans sidste hvilested. Så vi kan godt godkende støvler og kårde som et kuriøst monument over Kertemindes erobring, selv om sagnet i øvrigt er det rene vrøvl.